Se Kommuneplan 2017-2029

Retningslinjer

2.10.1 Planlægning for ny arealanvendelse
Planlægning for ny arealanvendelse skal ske med udgangspunkt i en samlet blå/grøn struktur for det pågældende område, som er lavet på baggrund af oversvømmelseskort og strømningsvej til fastlæggelse af oversvømmelsestruede områder og kritiske koter.

2.10.2 Planlægning lavtliggende områder
Ved planlægning for byområder, bygninger og anlæg skal lavtliggende arealer friholdes for bebyggelse og fortrinsvis udlægges til formål, som er forenelige med risikoen for oversvømmelse.

Ved planlægning for nyt byggeri i områder, der potentielt er truet af oversvømmelse, skal der fastsættes en mindste sokkelkote over koten for den potentielle oversvømmelse.

2.10.3 Afledning af regnvand i nye områder
Ved planlægning for byområder, bygninger og anlæg skal der som udgangspunkt stilles krav om, at regnvand afledes lokalt i form af løsninger, der skaber synlig kvalitet i bybilledet.

2.10.4 Beplantning i risikoområder
Ved planlægning i risikoområder ved ekstremregn bør der stilles krav om valg af beplantning, der tåler periodevise oversvømmelser.

2.10.5 Nyt byggeri og nye anlæg
I planlagte men uudnyttede områder og i allerede udbyggede områder skal nyt byggeri og nye anlæg generelt placeres eller anlægges på en måde, så der sker sikring mod risiko for oversvømmelse.

2.10.6 Tag- og overfladevand
Tag- og overfladevand skal som udgangspunkt afledes ved udnyttelse af naturlige fald- og terrænforhold. Tag- og overfladevandet skal hvor det er muligt afledes til nedsivning eller opsamles til vandingsformål eller lignende.

2.10.7 Afledning af regnvand ved skybrud
Ved skybrud skal lokal afledning af regnvand som udgangspunkt kunne ske til grønne friarealer og vandområder.

2.10.8 Bufferzoner for opstuvning af vand
Bufferzoner for opstuvning af vand ved ekstremregn skal så vidt muligt kombineres med andre funktioner, fx parkeringsareal, veje, stier, grønne rekreative områder eller sportspladser.

2.10.9 Tekniske anlæg til klimatilpasning
Tekniske anlæg til klimatilpasning af vandkredsløbet skal som udgangspunkt tilføre eksisterende som nye by- og boligområder en rekreativ, arkitektonisk og funktionel kvalitet og merværdi.

2.10.10 Oversvømmelsesplanlinjen
I områder beliggende mellem kystlinjen og gældende oversvømmelsesplanlinje, bør der som udgangspunkt ikke foretages udlæg af arealer til opførelse af oversvømmelsesfølsomt byggeri eller anlæg.

Hvis området beliggende mellem kystlinjen og gældende oversvømmelsesplanlinje udnyttes, skal risikoen for oversvømmelsesskader vurderes, og der skal evt. etableres afhjælpende foranstaltninger. Det samme gælder for området umiddelbart bag oversvømmelsesplanlinjen, hvis der pga. terrænforholdene er risiko for havvand på terræn.

2.10.11 Værdifulde kultur- og naturværdier
Værdifulde kultur- og naturværdier skal sikres mod oversvømmelse, der kan føre til tab af værdierne. For naturværdierne kan der alternativt udpeges sammenhængende områder, hvor der kan skabes nye værdier og miljøer, hvortil naturområderne kan brede sig.