Se Kommuneplan 2017-2029

4.1 Friluftsområder, rekreative stier og opholdsarealer

Assens Kommune har et stort potentiale for at skabe enestående rekreative områder, som borgere og turister kan bruge i forbindelse med et aktivt friluftsliv. Naturen byder på mange oplevelser, og det er disse tilbud, der skal udvikles, som en del af den planlagte indsats med natur- og friluftsområder.

I 2013 vedtog Assens Kommune en Natur­ og Friluftsstrategi, der handler om, hvordan vi både kan beskytte naturen og skabe bedre rammer for friluftslivet fremover. Natur- og friluftsstrategien blev til i tæt dialog med borgerne, Det Grønne Råd og kommunens politikere.

Strategien omfatter hele Assens Kommune, men med et særligt fokus på fem indsatsområder:

  • Helnæsbugten
  • Lillebælt
  • Brende Å
  • Haarby Å
  • ”Flere vil bo her”

Helnæsbugten og Lillebælt rummer naturværdier af international klasse, som allerede i dag tiltrækker både turister og nye beboere. Fokus fastholdes på at øge mulighederne for oplevelser knyttet til kysten, havet, fuglelivet og andre af områdets rå og uberørte naturværdier.

Omkring Brende Å og Haarby Å er naturen enestående, varieret og ligger tæt på større byer. Her fokuserer vi på at fastholde og udvikle de biologiske værdier, øge adgangen til naturen og udvikle natur- og friluftsoplevelser.

I det femte indsatsområde ”Flere vil bo her” fokuserer vi på at skabe mere af den bynære hverdagsnatur, som skaber rammen om borgernes daglige liv, sundhed og velvære. Vi vil det aktive medborgerskab og samarbejder gerne med borgere, kommunens lokalråd, foreninger og organisationer.

Vi vil inden for indsatsområderne sikre, at naturen beskyttes og udvikles i takt med, at vi forbedrer mulighederne for at opleve og udfolde os aktivt i den.

Strategien forventes revideret i indeværende planperiode.